 |
|
|
 |
|
Østrig 6-15.8 2012
Så er vi klar til årets sommerferie 2012 på pakkede, rene motorcykler uden skrammer - men se, det skulle ændre sig i løber af ganske få dage........
Turen i år går til Tirol i Østrig, til den lille by Auffach i et område der hedder Wildschönau. Vi har en overnatning på vej dertil i Gisenwind, Tyskland, og på vejen hjem er der en overnatning i Magdeburg.
Efter ca. 830 km. lander vi i Gisenwind, Tyskland, hvor den første overnatning er. Her er vi ved hotel Krone, hvor vi havde halvpension, så det var med aftensmad og morgenmad.
Vi fik en herlig middag bestående af Blomkålssuppe, Snitchel med grøntsager og friter og til slut Isdessert.
Pris ca. 10 euro - wauw - billigt tænkte fru Buur lige, indtil hun læste, at vi havde bestilt med halvpension der indeholdt morgen og aftensmad........ ja ja, det var så drikkevarerne vi havde betalt
Det var et rigtig hyggeligt lille hotel, der godt kan anbefales af andre på mc. De havde en garage, hvor vores motorcykler blev låst inde for natten. Vi havde værelse i deres gæstehus - også et mindre hotel - ca. 300 m. fra selve hotellet.
Lige ved siden af hotellet lå en kirke, og på taget af en af sidebygningerne var en storkerede med et storkepar 🤩
|
|
|
|
Det var lige her ved indgangen, Bent væltede med sin motorcykel.
|
|
|
Tirsdag morgen kørte vi fra Gisenwind og satte kursen mod syd og Østrig. På vej mod Auffach kørte vi på de fedeste bjergveje, og smilet på fruens ansigt blev større og større jo længere op vi kom 😀 Er der noget, der kan bringe smilet frem på kontoret (læs: i styrthjelmen) som en god gang bjergkørsel og smuk natur.
Efter ca. 350 km. fandt vi Schatzberg Haus, og her skal vi da lige love for, der var skrå opkørsel og skrå parkeringsplads foran stedet.
Jeg parkerede nede hvor der var plant for at pakke mine pøller af motorcyklen. Se, det gjorde min gode mand så ikke. Han ville parkere foran indgangen, så han ikke skulle bære 2 sidetasker og en topboks op ad bakken.
Jeg stod med ryggen til ham, da jeg hører den lyd, man ikke ønsker at høre fra en motorcykel - lyden af den vælter uffffff. Jeg vender mig om og ser Bent ligge på knæ, en væltet motorcykel og Bent der siger den mest forfærdelige lyd, man kan forestille sig. Så med kørebukser og støvler på LØBER jeg op ad bakken, op til ham og er så hamrende bange for, den er væltet ned over ham, og han er i klemme. Det er han heldigvis ikke. Han fortsætter med at udstøde den fæle lyd, mens jeg forsøger at finde ud af, hvad der er sket. Hausfrauen fra hotellet kommer ud, og spørger om hun skal ringe til lægen. Bent stønner nej, men jeg vil have, han SKAL tilses af en læge. Så hun ringer og efterfølgende kører hun os begge til læge i Oberrau.
Her konstaterer lægen, Bent har 3 totalt brækkede ribben, og da han får blodfortyndende medicin sendes han videre til Kufstein med ambulance. De kan meddele det samme, og sent på eftermiddagen kommer han retur til hotellet.
De er utroligt søde på hotellet og meget hjælpsomme i hele forløbet.
Her hvor taleboblen peger, ligger den plet til højre ved indgangen, som Bents motorcykel lækkede under uheldet.
Dette billede, giver et godt indtryk af, hvor meget parkeringspladsen hældte foran hotellet.
Her er Bent dagen efter faldet og en efterfølgende rædsom nat, hvor vi næsten ikke sov pga. hans smerter og den medicin, han havde fået på sygehuset i Kufstein. Han ser noget medtaget ud, men det var helt vildt, at han ikke havde et eneste mærke på brystkassen, hvor ribbenene var brækkede. Han havde kun et blåt mærke på den ene albue og en øm kæbe.
Han kunne nu fortælle, at han havde forsøgt at sætte motorcyklen på centralstøtteben, men der havde været en hældning, han ikke havde været opmærksom på. Motorcyklen (spritny 😥) væltede mod højre side, og Bent, der forsøgte med sammenbidte tænder og næsten røde øjne, at holde den, blev trukket med hen over motorcyklen og med sin egen vægt og vægten fra cyklen, blev han hamret ned i de kantsten, der lå ved pladsen.
Onsdag, dagen efter uheldet kontaktede vi SOS og der blev oprettet en sag, hvor Bent kunne få hjælp. En time efter den opringning kom der en bil og hentede motorcyklen, der havde fået en del skrammer og et knækket forbremsegreb, og kørte den til mekanikker. Den var færdig allerede to dage efter, og kunne hentes. Fantastisk service og hurtig hjælp.
SOS forhørte sig også om Bent skulle transporteres hjem. Det havde den østrigske læge, egen læge i Danmark og jeg stærkt anbefalet, men da SOS kun ville transportere Bent og hans motorcykel hjem til Danmark, bed Bent alle smerter i sig, da vi skulle hjem, da han for sin egen skyld ikke ville lade mig køre hjem alene.
Det blev selvfølgelig en helt anderledes ferie, end vi havde planlagt og håbet - med god alligevel.
Her er Bent ved at vaske op i vores meget lille lejlighed. 3 brækkede ribben er jo ingen undskyldning for ikke at deltage i de daglige pligter vel og da slet ikke, når han fik rigeligt med smertestillende. Ikke at de hjalp så vældig meget for i guder, hvor havde han ondt de første dage.
Tekøkkenet i lejligheden var minimalt. Der var sovesofa, som jeg hver dag måtte hive op og ned igen, ellers kunne vi ikke være der, og man sov elendigt på den. Terrassen var til gengæld stor og med eftermiddagssol. Perfekt i de dage, hvor vi ikke rigtigt kunne foretage os så meget andet end at gå meget små ture.
Uheld eller ej, så var naturen smuk og stilheden på stedet nød vi meget. Her er en del af udsigten fra vores terrasse. De østrigske huse er smukke med udskæringer og blomster.
Et par hundrede meter fra hotellet lå Østrigs længste svævebane på 4000 m. der gik op på bjerget, der var ca. 1800 m. højt.
Vi havde fået gæstekort på hotellet, så det var gratis for os at køre op med den. Det tog 21 minutter at køre op med den til toppen.
Her er vi på vej op mod toppen, og måske kan man fornemme højden på billedet
Smuk udsigt
Her er bare seriøst langt ned 😎
Her er et lille udsnit af den fantastiske udsigt, der var på toppen af bjerget.
På toppen af bjerget lå der denne lille kiosk, hvor vi tog op om søndagen, hvor alt andet var lukket i byen, og fik et krus kaffe/kakao og et stykke oste/flødelagkage muuuums
Der lå også et lille hotel på toppen, hvor de var ved at bygge til og renovere, så det var lukket.
I det område hvor vi boede, var der ca. 300 km. vandrestier i alperne, og der var utroligt mange vandrere i alle aldre. Byen og stedet bar også tydeligt præg af, at det var et udpræget skisportssted.
Tjek lige dette stykke lagkage, som de serverede der på toppen. Lækkert siger jeg bare, og om det feder - nej da, aller en ski 😎
...................................................... vi havde jo ferie.
- og sådan var udsigten den dag, vi tog svævebanen for at få kage. Solen skinnede og skyerne var smukke.
Torsdag gik vi en tur mod Müthal, da der var lang tid til dette charmerende køretøj kom. Det er en blanding af en bil og et tog. Vi skulle til Wörgel for at få noget medicin til Bent. Da vi nåede Müthal, der var dalens mindste og lavest liggende by, kom Postbussen og vi steg på mod Wörgel. Her kunne de dog ikke hjælpe, så på bussen igen mod Oberrau til den læge, der havde tilset Bent. Han havde lukket, så vi måtte af sted dagen efter på mc... Åbningstider er ikke som i lille Danmark - hvor er vi heldige på mange områder!!!
I Oberrau kom Bummlebahnen så den steg vi på tilbage til Auffach, meeen den var ikke lige den bedste form for transportmiddel, når man sidder med 3 brækkede ribben. Så det blev første, sidste og eneste gang med den.
Dette lille vandløb, der ville ha været en elv i Sverige, løb lige i udkanten af Auffach, og for at dæmme op for vandmasserne om foråret, var der også en lille sluse.
Der var lige 3 ænder, der motionerede her ved slusen. De svømmede op mod strømmen til der ikke var flere kræfter tilbage, så røg de om på den stille side af strømmen igen 😀
- og her er de selvfølgelig i det stille vand, og ikke hvor det fosser ud over kanten, hvis nogen kunne finde på at spørge til, hvor ænderne er på billedet hihi......
Her bliver fruen lige foreviget på broen over "floden".
Den lille sti bag broen førte ned til byens eneste købmand. En Spar, der kun have åbent fra 7-12 og fra 14-18 lukket søndag. Der var også en lille kiosk i byen, med samme åbningstider, så vi skulle lige huske at movere os dertil inden dørene blev stænget.
På den ene side af byen, var der en lille vej op ad bjerget, og her gik vi en dag op og tog dette billede af et af byens smukke hoteller. Der var en fantastisk udsigt ind over den lille by, noget vi måske ikke havde oplevet, hvis vi havde kunne køre nogle af de ture, der var beskrevet fra Motour.
Her er hotellet set fra bjergvejen. Man kan lige se for sig, hvordan det må tage sig ud indhyllet i sne....
Jeg finder lige et på netter, hvis jeg kan
og her er det så....smukt ser det ud, og mon ikke fotografen har stået på nær samme plet, som vores billede er taget 🤩
Da Bent havde besluttet at køre hjem selv mandag den 14, ville vi prøve at køre den korteste tur, der var foreslået. Den gik til Krimlervandfaldet, en tur på ca. 120 km.
Vi startede ud sidst på formiddagen, og her gør vi holdt for at få lidt at spise. Et hyggeligt lille sted, der vist blev brugt meget af håndværkere.
Ismail Cetins Imbiss Stube, hvor vi købte et par pølser, frittet og et par kolde colaer, inden turen fortsatte mod vandfaldet.
Vi gjorde lige holdt på et af de mange udsigtspunkter, der ligger langs dalene. Det var lidt gråt i vejret, så billederne blev ikke så klare.
Her er fruen lige ved at se, hvilken ende, der vil være smartest at se gennem - mener manden men det havde hun altså helt styr på.
Her er et oversigtsbillede af turen op til toppen af Krimlervandfaldet.
Vi ankom i støvregn, og da vi var ved indgangen til stien, der fører op ad bjerget kom der et skybrud af en anden verden og det begyndte at tordne. Vi gik ind i kiosken og købte to gule regnslag, og så ventede vi til det stilnede af. Vi ventede omkring 20 minutter, og alt mens vi ventede kom folk ned af bjerget i en lind strøm - den ene mere våd end den anden - men alle med smil på læben.
Da vi begyndte opstigningen, var vi de eneste der var på vej op, alle andre gik nedad.
Her er et billede fra et af udsigtspunkterne på vejen op.
Krimlervandfaldet er Østrigs højeste vandfald med en faldhøjde på 380 m. Det ligger i Nationalparken Hohe Tauern tæt ved grænsen til Italien. Krimler er en typisk bjergflod med stærkt vekslende vandmængder i løbet af dagen og året. Der flyder mest i juni og juli, hvor der kommer omkring 20.000 m3 i timen, mens der i februar kun flyder omkring 500 m3 i timen. Der er ca. 400.000 besøgende ved vandfaldet om året.
Her er vi nået op i ca. 1400 m. hvor der er et stort klippeområde, hvor man kan gå ud på. Det havde taget ca. 1-1½ time at nå hertil. Det var hårdt for Bent pga. hans vejrtrækning.
Her på stedet var der et lille spisested og en kiosk, hvor vi købte chokolade og en cola.
Der var endnu mindst en halv times gang mod toppen, men Bent kunne ikke mere, så vi valgte at gi 10 euro for at blive kørt tilbage til parkeringspladsen.
Her er det, af de 3 fald, der er på vejen ned, vi kom tættest på.
Den sidste dag i Østrig brugte vi på at køre en lille tur til byen Brixlegg, ca. 40 km fra Auffach. Her havde de et lysstøberi, der bare kunne det med lys. Det var helt fantastisk, og her kunne jeg god ha brugt en månedsløn uha da da
De lavede lys til alle højtider, fødselsdage, konfirmation, dåb, fødsel og meget meget mere.
Jeg sætter kun to billeder på derfra, og så har jeg lagt et link på vores link-side. Se det og nyd det.
Man kan bestille og få sendt lys hertil - 🤩
Det eneste der ikke er stearin er den røde blomst. selv skålen er stearin. Giv dig selv en fantastisk oplevelse, og gå ind på linket.
Mandag inden vi tog hjem, var vi lige en tur på det lokale Holtzmuseum. Et meget specielt museum, hvor alt er lavet af træ.
Stedet har en hjemmeside, og du finder den ved at google holtzmuseum. Så ligger den som nr. 2: Tiroler Holtzmuseum.
Her er et par fikse trusser også i træ
Og sommerhatten her - det må da vist være svigerfars vinterprojekt 😀
Inden vi slutter af med solnedgangen den sidste aften, er her lige et billede af bonden, der boede neden for hotellet.
Han gik med sin slåmaskine og klippede græs på alpeskråningen. Det var helt vildt at se. Han gik på siden af slåmaskinen for at styre den. Skråningen havde, på sin stejleste hældning, nok en vinkel på 30%.
Turens sidste billede med solnedgangen over bjerget, og her er det tydeligt, hvilken hældning bonden gik og slog sit græs på.
Selv om det blev en anderledes tur end forventet, var det en dejlig ferie med smuk natur og stilhed for krop og sjæl.
Da vi onsdag den 15/8 landede hjemme, havde vi kørt i alt 2810 km.
|
|
 |
|
|
|