Tenerife 10-17. december 2017

Søndag d. 10. december

 

Så blev det endelig den 10. december, en dag vi har ventet på de sidste tre måneder. I dag flyver vi til Tenerife en uge for at slappe af, og få sol og varme i de gamle skrog.

Vi er stået op kl. meget tidligt for at være her i lufthavnen kl. 5 OM MORGENEN 🙃

og det er dælme tidligt..

 - og her ca. 5½ timer senere sidder der en meget tålmodig mand og venter på sin kuffert, så vi kan komme med bussen til Callao Salvaje og hotel Blue Sea Callao Garden.

Vi havde for første gang valgt ikke at få mad på flyet hertil, men havde købt en bolle med ost i lufthavnen. Det var en succes, så det vil være sådan vi gør det fremover frem for fly maden

 - den er ikke den store gourmetoplevelse alligevel 😀

Tenerife er den største af de kanariske øer, og den tredje vi er på. Vi har tidligere været på Gran Canaria og 2 gange på Lanzarote. Øen ligger ca. 300 km. fra Afrikas kyst og er en vulkanø, som de andre canariske øer. Det er også den største af dem, og her bor ca. 900.000 indbyggere. Øens areal svarer ca. til det samlede areal af Lolland, Falster og Møn. 

 

Her skal vi så bo den næste uge. Der er stue og køkken ud i et, badeværelse med stort badekar og et stort soveværelse. Det ligger på 1 sal, men pyt, det er kun første og sidste dag, vi skal slæbe kufferterne op og ned Det skal nok blive godt, og swimmingpoolen ligger lige nedenfor trappen og til højre. Vi har bestilt med morgenmad, og morgenmaden indtages i en anden bygning på hotelområdet.

 

Vi har en smuk udsigt fra altanen, og altanen er så stor, så når kl. er ca. 16, så kan vi gå fra poolen og herop, drikke en kop te, nyde et lille stykke kage, tage de sidste par timers sol og nyde solnedgangen herfra - inden vi går i byen og spiser.

            Livskvalitet på højt niveau ❤

 

 

Vi var kun ude og spise frokost den første dag, ellers købte vi ind og spiste på terrassen. Det var lækkert og en rigtig god måde at gøre det på. Så kunne vi også sidde i badebukser og bikini og nyde en mad med ost, skinke og en lille yoghurt, så maven ikke slog knuder her i varmen.

 

 

Aftenturen den første aften ned omkring stranden og se den smukke solnedgang. De efterfølgende dage sad vi og nød solnedgangen som denne på vores terrasse.

Mandag d. 11. december

I tourist guiden fra Bravo Tours, fandt vi oplysninger om et lille marked i den lille by Alcalá, der blev afholdt om mandagen. Vi tog derfor den offentlige bus til byen og fandt markedet. Her fandt vi dette pudsige lille grønne hus. Det ser ud som om det er pakket ind i mos, men det er den ujævne mur, der er malet. Der står "ænder eller gæs" hele vejen rundt på de to terrasser. De var laver på små skateboards. Et mægtig sjovt hus.

 

 

På vores aftentur,

og det er altså allerede mørkt her kl. 18,

så vi denne pudsige skyformation

hen over hustaget.

 

Det er lidt køligt her hen under aften, så Bent har heldigvis husket sin hue, så han ikke bliver kold på hovedet....

den sad han for øvrigt med i flyet hele turen hertil 🤪

Tirsdag d. 12. december

I dag vil vi igen tage bussen ind til en af de større byer langs kysten. I dag er det Los Christianos. Byen er oprindeligt en fiskerlandsby, men nu er den næsten vokset sammen med Playa de las Américas, så man kan gå mellem byerne på strandpromenaden.

Ved Los Christianos har man anlagt stranden Playa de las Vistas med sand hentet fra Sahara. Derfor den hvide strand i modsætning til de ellers sorte strande, der er af vulkansk materiale.

Los Christianos har også færgeforbindelse til El Heirro, La palma og La Gomera.

 

 

Her på strandpromenaden var der flere steder kunstnere, der lavede de mest fantastiske sandskulpturer. Her er en af dem igang. Billedet her viser hvor stort det er, nu han går rundt midt i det.

 

På dette billede er det de fantastisk kaktusser, der skal lægges mærke til. Vi er begge fasinerede af disse planter, og mon ikke der sniger sig en enkelt lille bid med hjem i en bøtte på søndag

😙

Onsdag den 13. december

I dag har vi bestemt os for at tage på en længere tur, så vi kontakter en af de lokale taxaer. Vi kunne godt tænke os at komme en tur op til vulkanen El Teide. alle taxaerne har forskellige tilbud, og vi valgte den på 4 timer til 140 euro.

Teide er 3.718 meter høj, og den har sidst været i udbrud i 1909. Den ligger i Teidi nationalpark, der har et samlet areal på ca. 19.000 ha. Siden 2007 har El Teide været med på UNESCO's verdensarvsliste. Teide regnes stadig for at være en aktiv vulkan.

 

 

 

Her er et oversigtsbillde af nationalparken.

Da vi forlod Callao Salvaje sidst på formiddagen, var temperaturen på ca. 30 grader, så vi var selvfølgelig klædt i sommertøj - shorts, nederdel og meget tynde bluser. Jeg spurgte Bent, om ikke det var en ide at tage en trøje med - men den kloge mand mente ikke det var nødvendigt - og fjolset her glemte lige i varmen, at manden min jo IKKE altid har ret. Vi skulle jo op i over 3.500 meters højde, så mon ikke der er lidt køligt.

Nå, men de to tossede tourister drog glade afsted mod toppen. Allerede da vi stopper op for at tage billeder her ved Roque de Garcia, er det temmeligt friskt i vejret, og de første trækninger begynder ved tanken om endnu flere meter op i højden...brrrrrrrr.... 

 

Endnu et stop for at tage billeder. Den gode taxamand var meget sød til at stoppe, hvor det var muligt, så vi kunne få nogle billeder af den barske natur.

Her er vi ude - ganske kort - for i helvada der var koldt som i KOLDT. Der var kun 6 grader...Det ligner en ørken på månen.

..........................uha jeg rystede som en lille hund i en tynd snor...

 

Her er vi kommet op i 2.356 meters højde, hvorfra der er en svævebane, der går fra vejsiden og op til 3.555 meter. Nu var det bare sådan, at denne dag blæser det for meget til at den kører, så vi kommer aldrig helt op 😥

...og nu er det så IKKE fordi vi har investeret i souveniers i form af tykke varme trøjer med navnet Teidi på... aj, det er fordi der var skide koldt.. brrrr....brrrrrr...

 

 

 

 

På vejen ned fra El Teide ville taxachaufføren lige vise os sin hjemby Vilaflor. En rigtig hyggelig lille by, som vi ikke ville have set, hvis vi havde været på tur med touristbussen - en af de fordele der er ved selv at tage på tur.

 

- Og så er det hjemme igen, og efter et par timer ved poolen,

var der denne smukke solnedgang fra terrassen,

mens vi lige fik et krus te og sad der i nydningen ❤

Torsdag d. 14. december

 

I dag tog vi igen bussen, og denne gang til Adeje, hvor der var et stort marked. Efter markedet, gik vi en tur langs stranden. Adeje er vokset sammen med Playa Fanäbe, og her er der det ene luksushotel efter det andet langs strandpromenaden.

Stranden har importeret sand fra Sahara - ja, mindre kan ikke gøre det til de 5 stjernede hoteler. 😉

 

Vi var inde på en restaurent, med udsigt ud over havet, for at spise en tidlig frokost.

Ja, her var det ikke spisetid kl. 8-12 og 18...næh nej, her spiste vi, når vi var sultne 🙃

 

Der er bare så mange bakker og trapper på den ø, ja også på den ø, og her er et godt billede af de op og nedture vi gik på...

Vi havde simpelthen så ondt i læggene de første 5 dag, så der skulle overvindelse til at rejse sig og gå, men når først vi var kommet igang, så gik det over stok og sten.

Da vi skulle hjem til hotellet igen, gik vi afsted for at finde et busstoppested... og vi gik

og vi gik

og vi gik.......

Det gik bare opad. Vi mødte en paraglider med udstyret på ryggen, han var vist landet for tidligt, og han mente, vi bare skulle en kilometer længere op og så til højre...

men så kom der heldigvis en taxa, for vi kunne slet ikke finde noget stoppested, og vi var ved at være næsten udenfor byen.. sådan her så vejen ud, vi gik på.

Fredag d. 15. december

 

 

For dagen idag, er der kun tre billeder, der skal med. Det ene er denne smukke solnedgang set fra vores terasse...................

 

.....................dette her, hvor fruen meget koncentreret sidder og tæller sammen efter et spil yatsy... Vi har altid de samme to gamle kladdehæfter med på ferier.

Så spiller vi 10.000, og i hæfterne noteres spil, vindere og små kommentarer + hvor vi sidder og spiller... hæfterne går helt tilbage til 2004, og de har været med en del steder rundt om i verden nu.

På denne ferie vandt min søde mand kun 1 spil 10.000....

bedre held næste gang min skat

 

 

😎sådan ser dagens side ud

Lørdag d. 16. december

 

Så er den sidste feriedag kommet, og imorgen skal vi hjem igen. Dagen idag vil vi bruge på at gå rundt i byen og få taget de sidste billeder fra Callao Savaje.

Dette billede viser vejen ned til, hvor vi har spist morgenmad de sidste 6 dage. her er så stejlt, en medvirkende årsag til de ømme lægge.

 

Vi krydsede klipperne og gik over til den lille nabo by Playo Paraiso. Dette billede er taget fra Playa Paraiso og over mod Callao Salvaje.

 

Da vi havde gået et stykke på vejen, kom vi frem til denne sjove bygning i starten af byen. Det ser helt Flintstoneagtigt ud. Den er nu også smukkere end de høje huse i baggrunden.....

 

 

Her er der lige tre agaver, der står med deres meget høje blomster op mod den blå himmel.

 

På vejen tilbage fra Playa Paraiso kom vi forbi denne bananplantage. der er høje mure omkring, men gennem et lille hul, kunne vi tage dette billede ind i plantagen, hvor de store klaser hænger. 

Søndag d. 17. december

 

 

 

Så er der ikke mere tid, og nu skal vi hjem.

Her sidder vi og venter på bussen,

der skal køre os til lufthavnen.

 

 

 

Det sidste billede er fra flyet og ud over de tynde skyer.

Et sidste billede af El Teide, der stolt rækker op i den blå himmel.

gitte feldingbjerg 03.01.2018 10:12

Dejlige billeder og det er bare en fantastisk ferie ø med gode muligheder for oplevelser.
Gode billeder - ELSKER bare at se Bent med hans lyserød kuffert

| Svar

Nyeste kommentarer

15.06 | 08:11

Dejlige billeder og historie - godt gået.
Så forstår jeg bedre din mail/invitation
Så måske næste gang

11.06 | 10:58

Et skønt døgn i dejligt selskab <3 Dejligt lige at få genopfrisket weekenden med fine billeder. Kh. Nadia

02.09 | 17:24

Mange tak Kryger.
Jeg skulle gerne ha skrevet og lagt billeder ind i den uge der kommer.

02.09 | 16:54

Dejlig side