Østrig 2016 del 2

Så er vi ankommet til Familienpension Unterkrämerhof, og efter en god nats søvn, kan vi nu se det smukke gamle hotel.

Hotellet er et familieejet traditionsrigt hotel med typisk østrigsk indretning. Det ligger i centrum af alpeidyllen i Fusch for foden af Østrigs højeste bjergtinde Grossglokner.

Fusch ligger i hjertet af nationalparken Hohe Tauern lige syd for Zell am See i delstaten Salzburg. byen ligger i 800 m. højde og havde et indbyggertal på 701 personer den 1/1 2016

Der har lige sneget sig et par tourister med på billedet 😀

I dag har vi planer om at få set en del, og vi kører rundt i bil, da det er første dag, og vi er nogen, der gerne vil aflaste bagdelen efter 3 dage på to hjul.

I Salzburgerland støder man tit på betegnelsen Klamm, der ifølge definitionen er en særlig snæver slugt i bjergene, som en flod eller bæk kan løbe igennem. Et af disse smukke steder er kraftværket Sigmund Thun Klam i Kaprun.

Her er vi på vej hen til kløften, hvor vi kan komme ind for at se og gå i den. Udenfor står der turbiner og andet grej, der tidligere har været brugt til at frembringe strøm af vandet.

Det var et imponerende smukt skue, der mødte vores øjne, da vi kom ind i kløften. På sin 320 meter lange vej gennem Sigmund Thun Klamm, har floden Kapruner Ache indtil videre gravet sig 32 meter ned i dybet. Det går bare nedad - og så er det opad igen. Floden har skåret sig vej gennem klipperne og dannet markante udglatninger, fordybninger og vandhuller med sine hvirvler.

Der er utroligt smukt, og man eller jeg føler mig ganske lille i denne verden af naturkræfter, der bare fosser forbi mig ned ad klipperne.

Der er steder på turen, hvor der er små platforme (terrasser) hvor man kan stå og nyde et storslået stykke natur.

Et godt råd er at tage regnfrakke på, for her er vådt og der er masser af vanddamp i luften, men så får du også en fantastisk oplevelse med i "rygsækken"

Efter turen gennem kløften kørte vi til Zell am See. Zell am See er en mindre by med ca. 10.000 indbyggere, men den ligger meget smukt ved foden af det 1965 m. høje bjerg Schmittenhöhe og ved søen Zeller See. Denne sø er ca. 4 km. lang, ca. 1 km. bred og 68 m. dyb.

Zell am See blev grundlagt af munke i 740, og blev første gang beskrevet i 743 som Cella in Bisonzio. Først i 1357 får byen sit nuværende navn.

Vi tog svævebanen op i 1411 meters højde til Gasthoff Mittelstation, og her sidder vi lige i den kølige nydning og venter på noget varmt at drikke

...uhmmmmm varm kakao 😋

Hjemme på hotellet igen, efter et godt østrigst aftensmåltid, gik vi en stille aftentur. Her et smukt billede fra broen, der gik over den lille flod bag hotellet.

I dag går turen til verdens største ishule. Eisreisenwelt ved byen Werfen.

Aldrig har jeg kørt på en mindre, mere kurvet og stejlere vej og sikken en udfordring. Vi kørte i 1 og 2 gear både op og ned, og i MEGET lavt tempo - men vi klarede det alle fire uden at vælte - hverken Bent i bilen og ej heller Kåre.

Hulen er ca. 42 km. lang, men vi kom kun ca. 1 km ind i hulen. Hulen blev opdaget i 1879 af bjergforskeren Anton Posselt-Czorich. Han blev begravet i hulen efter sin død efter eget ønske.

Da vi kom dertil, var der en gåtur på ca. 20 minutter, endnu et stykke op med europas stejleste svævebanen og til slut igen en gåtur på ca. 20 minutter. Da vi kom dertil, skulle vi vente på, at der var nok til at komme ind i hulen, og de der allerede var der kom ud.

Da vi kom ind i hulen, var der ca. 0 grader. Nogle af gæsterne blev udstyret med karbidlamper, så vi kunne se noget de 700 trin op og 700 trin tilbage igen. Det er en fantastisk oplevelse, der slet ikke kan beskrives med ord. Den engelsktalende guide, fortalte om hulens opdagelse, dens historie og de isformationer, der er i hulen.

På vej op til hulen, går vi det sidste stykke på ydersiden af klippen og gennem en udvendig gang på klippen. Det er den, der kan ses på dette billede.

Der må desværre ikke tages billeder inde i hulen, men hvis du går ind på deres hjemmeside: www.eisriesenwelt.at så kan du se de mest fantastiske billeder. 

Her fik vi en anden tourist til at tage et fællesbillede af os alle fire. Det var en fantastisk oplevelse, at komme ind i denne, verdens største ishule. Kommer du forbi, så giv dig selv og familien den oplevelse. Et par gode råd er varmt tøj, godt fodtøj og en lommelygte.

 Så blev det tirsdag, og efter morgenmaden skal vi køre til Grossglockner og se hvad der er tilbage af den engang så store Spasterze gletcher.

Vi skal køre på den panoramiske Grossglockner Hochalpenstrasse, der med sine 48 km. og 39 hårnålesving, vil føre os op i 2.571 meter over havets overflad.

Her er vi ved betalingsanlægget før de mange km. og sving begynder. Her købte vi kl. 9.14 et dagskort til 35 euro pr. næse, og det var alle pengene værd.

Her er vi kommet op på Franz Josefs Höhe, hvorfra der er kabelbane, der kører ned til Pasterze gletcheren.

Der er en fantastisk udsigt til alle bjergene. Her står vi så, og vi må sige forgrunden er fænomonal forrygende fantastisk, ja og baggrunden er betagende smuk. 😀

Franz Josefs Höhe er et 1.000 m² stort besøgscentrum med restaurant, café, kiosk, toiletfaciliteter o.m.a. Her tog bent så lige et billede af de tre andre - smukt henkastet på de store klipper.

I dag er den store gletsjer ca. 9 kilometer lang, og i løbet af de seneste 125 år har gletsjeren nedsmeltet så meget, at den i dag i forhold til dengang er 1 kilometer kortere foruden at den har mistet 100 meter i højden. Den forsvinder fortsat med ca. 10 meter om året.

Det blå skilt på klippesiden, viser hvor gletsjeren nåede til i 1960. Det er er deprimerende, hvad klimaforandringer kan gøre ved vores jord, og at se på de værdier vi mister til vores efterkommere........

Kabelbanen, der er 212 meter lang, går fra Franz Josefs Höhe og ned til hvor gletsjeren var på det tidspunkt, den blev bygget. Anlægget af banen begyndte i 1956 og stod færdigt i 1963. Efterfølgende er gletsjeren smeltet så meget, at der er lavet en 300 meter lang trappe, der fører videre fra kabelbanens endestation og ned til gletsjeren.

Ved foden Grossglockner ligger den lille by Heiligenblut med Østrigs mest fotograferede kirke. I kirken gemmer man en lille flaske  med 3 dråber af  Kristi blod, og ved juletid bliver flasken taget frem og historien om den fortælles fra prædikestolen.

Den lille flaske kunne lige så godt være havnet i en dansk kirke, fordi de 3 dråber blod på forunderlig vis blev bragt til Østrig af den danske prins Briccius i året 914. Flasken med de 3 dråber af Kristi blod, havde Briccius på mystisk vis fået som gave for tro tjeneste hos den bysantinske kejser Leo den 6. Efter kejserens død i 912 begav Briccius sig af sted til Danmark for at prædike kristendommen for de danske hedninger, men han  nåede ulykkeligvis aldrig til Danmark

Før han drog af sted, skar han et snit i læggen, hvor han gemte flasken for at beskytte den mod røvere. Da han nåede til Mölltal i Østrig, blev han overrasket af en lavine, som begravede ham. Et stykke tid derefter fandt nogle bønder hans lig, hvorfra der var groet 3 aks op. På en oksekærre transporterede man nu liget hjemad mod en lille landsby. Pludselig nægtede okserne at gå videre. Bønderne forsøgte derfor at begrave ham, hvor okserne standsede, men det ene ben blev ved med at stikke frem af graven, og først da de fandt flasken og fjernede den, lykkedes det at begrave ham. Flasken blev sendt til ærkebiskoppen i Salzburg, hvorfra man kontaktede Patriarken i Konstantinopel, som kunne berette om den sælsomme historie. Man byggede herefter en lille kirke på det sted, hvor okserne standsede, og her opbevares endnu i dag de 3 dråber af Kristi blod. Nu er legenden aftegnet på byvåbnet i Heiligenblut.

Der er så meget at fortælle og vise, så se også del 3 🙃